345
hvorved vore Siele kunde tilfredsstilles, og Guds
Huusholdning med os her i Verden retfærdig¬
giøres.
Og hvor riig er ikke denne Lignelse! hvor of¬
te og paa hvor mange Maader bruges den ikke af
Frelseren, naar han ved Lignelser forklarer Guds
Riges Hemmeligheder! Gud lignes snart ved en
Sædemand, snart ved en Viingaardsmand,
hans Diseiple og Sendebud ved Arbeidere i
Vungaarden, som udsendes til alle Timer
paa Dagen. Han lader plante en Vamngaard;
Han giør et Gierde om den; Han leier Viin¬
gaardsmænd; de første bleve stenede og dræb¬
te; Han sender andre Tienere, flere end de
første; det gaaer ligesaa med dem. Hvad Leie¬
svennene ikke formaae, det søger han at udrette
ved sin egen Søn. Saa stor Omhyggelig¬
hed, som han har for at plante, saa megen
Taalmodighed har han og til at bie, indtil
Frugtens Tid kommer. Finder han den end¬
nu ikke, bier han til en anden Tid; han graver
derom, han giøder det; og saa længe der er
mindste Haab tilbage, hugger han ikke Træet om.
Spørge vi, hvad det er for en Plante, hvad det
er for en Sæd, for hvis Skyld alt dette skeer?
Det er en Sæd, siger Frelseren, saa liden som
et Senepskorn, den mindste af al Slags
Sæd; en Sæd, som i sin nærværende Ringhed,
