344
og dersom den ikke kunde blive andet end den var,
ikke fortiente den Omsorg. Men i denne ringe
Sæd, siger han, er en Kraft til at opvoxe langt
over alle Urter, og til at blive et Træ, i
hvis Grene Himmelens Fugle kunne giøre
Rede. J denne Betragtning kan et ringe Korn
blive vigtigt nok til at beskieftige en viis Sæde¬
mand; og saaledes, siger Frelseren, er Him¬
meriges Rige, d. e. Guds Huusholdning i
den Deel af hans store Rige, som vi beboe. For¬
klaringen er let, og den giør os store Ting fatte¬
lige. Christus giver os selv Nøglen dertil. Han
selv, siger han, er Sædemanden, Ageren er
Verden, den gode Sæd Rigets Børn, Hø¬
sten er Livets Ende, og Høstfolkene Engle¬
ne. Saa længe, indtil Høsten kommer, lader
han Hveden og Kunten, det Gode og det On¬
de, voxe tilsammen, fordi det ene ikke kan aflu¬
ges uden at oprykke det andet; Men paa Høstens
Dag vil han adskille dem, han vil samle Hve¬
den i sin Lade, og lade Kunten opprænde
med Jld.
Skulde det af dette Exempel endnu ikke være
os fatteligt nok, hvorledes Gud kunde bære saa
megen Omsorg for en af de ringeste Skabninger;
da har Frelseren endnu flere, som stadfæste det
samme, og vise, at man ikke bør dømme om
Tingene efter deres nærværende Anseelse, at de
