349
opreise saa prægtig en Skueplads, som Naturen,
og at berede for saa forgiengelige Væsener en
Bolig, som er det største Konststykke i Naturen,
det menneskelige Legeme? Var det den evige,
den i sig selv noksom lyksalige Gud, anstændigt,
at vise sin Almagt i Bygningen af denne skrøbe¬
lige Leerhytte, dersom han ikke søgte andet derved,
end den Ære, at udpresse nogle Suk af en liden¬
de Siel, som efter nogle faa Dages usle Liv vend¬
te tilbage igien til det Jntet, af hvilket Skabe¬
ren drog den, for at føle mere Smerte end Glæ¬
de, og for at skimte et Lys, som mere forblin¬
dede end oplyste den? Nei, enten er der ingen
Viisdom, ingen Godhed i Naturen, eller og
vi ere skabte for et bedre Liv. Det, som vi nu
leve, kan ikke være det sidste Øiemerke af saa
viis en Skabers Verk, det kan ikke være andet
end et Middel til at opfylde høiere Hensigter,
en Forgaard og Planteskole i hans store Rige.
Naar vi giøre os saadanne Betragtninger over
Livet, skulde vi finde mange Spor af Viisdom,
endog i de Tildragelser, som ellers ere meest an¬
stødelige for vores Fornuft.
Er det menneskelige Kiøns Formerelse en
af dette Livs Hoved=Hensigter, da maae vi og
deri paa en kiendelig Maade spore Forsynet. Er¬
farenheden stadfæster denne Slutning med utal¬
lige Beviser. De fleste ere bekiendte nok, og
