57
deres smaa Medskabningers Gavn, de Fornøiel¬
ser, som udgiøre saa vigtig en Deel af de høiere
Aanders Salighed. Sæt, at Menneskene ble¬
ve frembragte i en Tilstand, hvori de ei behøve
andres Hielp, og uden at forbindes ved naturlige
Baand til visse Personer; Tag alle de Forbindel¬
ser bort, som følge af Fødselen, og af den Maa¬
de, paa hvilken det menneskelige Kiøn nu forplan¬
tes; Lad os forestille os vor Jord engang i den
Tilstand, at der ikke behøvedes saa nøie en For¬
ening imellem begge Kiøn, at der hverken vare Æg¬
tefolk, Fædre, Mødre, Sødskende, Børn eller
Slægtninger; hvor koldt, hvor ulyksaligt et Liv
skulde det ikke blive? Et Kreatur, der har saa
mange Fornødenheder, og endnu saa liden Jnd¬
sigt i de høiere Fuldkommenheder, som Mennesket,
skulde blive saa fordybet i sig selv, saa ligegyldig
mod alle andre Skabninger, at det ikke var meere
skikket til at sættes i nogen lyksalig Forbindelse
med det Hele, med det store Selskab af Aander,
hvis Salighed bestaaer i at opfylde Kierligheds
Lov.
Vore Siele vare endnu for svage til at op¬
løfte dem saa høit; Forsynet har derfor ved smaa
Forbindelser, grundede paa naturlige Drifter, lært
dem Trappeviis at opgaae paa den store Stige af
Kierlighed, som tilsidst paa det nøieste skal forene
den hele Skabning, og giøre alle salige Aander til
