302
Dovenskab, Træghed og Ulyst til at bekymre sig
endog om sin egen Velfærd. Saadanne Foran¬
dringer kunne ikke udvirkes ved nogen almin¬
delig Opsigt alene; de maae begynde fra enhver
enkelt Person, ethvert Huus, enhver Bye især.
Lovgiveren selv og alle hans høie Embedsmænd
kunne med al deres Jver ikke giøre saa meget der¬
til, som Præsten og de nærmeste Øvrigheds=Per¬
soner i enhver Bye eller Menighed. Dette be¬
greb jeg snart; Men, tænkte jeg igien ofte ved
mig selv, baade Sognepræsten og Borgemesteren,
her i Byen ere jo begge fornuftige og retsindige
Mænd; De have Videnskaber, og leve i den be¬
ste Forstaaelse tilsammen - - Vores Bye,
det er sandt, er vel kuns en Bye i Landet; men
om der vare ikke flere saadanne Byer end den;
hvorfor skulde det da ikke kunne skee der, som paa
andre Steder kan være umueligt?
Saaledes tænkte jeg; men vores Borgeme¬
ster, som har mere Erfarenhed i Embedssager end
jeg, lærte mig snart andet. Jeg var i Begyn¬
delsen, sagde han, meget ivrig i mine Forretnin¬
ger; jeg giorde ikke alene mere, end der var
Brug, men og meer, end Lovene krævede, og
jeg giorde det med en virkelig Fornøielse, fordi jeg
havde søgt dette Embede ikke alene for Lønnens,
men og for Forretningens Skyld. Jeg var fra
min Ungdom af bleven saa vant til at være be¬
