307
dighed til at giøre, hvad andre have gjort for
dem, at de ere vante til at tænke efter Grund¬
regler, og til at fornøie sig i fornuftige Beskief¬
tigelser. Og Virkningen kan endda ikke vise
sig, førend der er et anseeligt Antal af saadanne
Betientere. Mængdens fordærvede Tænkemaade
skulde ellers afskrække de faa, som kunde have
Lyst til at giøre noget.
Næst Videnskabernes Foragt og Tilsidesæt¬
telse er en taabelig Stolthed og Rangsyge den an¬
den Aarsag til Mangel af Nidkierhed. Det er
ikke nok, at de nyttigste Stænder ere foragtede;
De mange Betientere ere endog i deres egne Øine
for store, til at opfylde Pligterne af de Embeder,
som de beklæde, og for hvilke de lønnes. En
Embedsmand, om han og baade kunde og vilde
forrette sit Embede selv, maae dog, saa snart
han har mindste Raad dertil, for sin Æres Skyld
have en eller flere Fuldmægtiger. Jeg har
selv kiendt mange saadanne smaa Embedsmænd,
som troede, at det ikke anstod dem, i deres Fuld¬
mægtiges Fraværelse, at skripe en Qvitering.
Var det ikke Skam, om saadanne Folk længe
skulde bære Navn af et Embede, om hvilket de
troe, at det giør dem saa liden Ære? Kunne
de ikke strax faae et andet; Ere Jndkomsterne
for gode til at forlade det; De maae endelig blive
Navnet qvit; De maae have en anden Titel.
