311
Jeg hører ham saa tidt citere af begge Partier, at
det ikke var saa underligt, om jeg engang drømte
om ham; thi for meer end en Drøm, for et vir¬
keligt Syn eller Henrykkelse, tør jeg ikke udgive
følgende Samtale. En prosaisk Forfatter har
ikke Ret til at besværge Geister og opkalde de Dø¬
de. Det er en Frihed, som tilkommer Poeterne
alene; og jeg troer, at det var lige saa lidt tien¬
ligt at giøre den almindelig, som det var fornær¬
meligt mod Poesien, at vilde reent ophæve den.
Naar der handles om Syner, har Digteren ale¬
ne Ret at sige: Jeg saae. En prosaisk For¬
fatter bør, af Ærbødighed for Sandheden,
legge til: Mig syntes, eller jeg drømte, at
jeg saae. Var det dog i alle Tilfælde saa let at
redde Sandheden, og at fastsætte de rette Grænd¬
ser imellem Prosa og Poesie!
Mig syntes altsaa, eller jeg drømte, at jeg
saael og nu lider jo Sandheden intet mere ved mit
Syn) den store Mester i Critiken, Horatz, lige saa
beskieftiget med at udspørge vore nye Forfattere
om den nærværende Tilstand af Smagen og de
skiønne Videnskaber, som Tacitus efter de
underjordiske Krøniker er nysgierrig for at under¬
rettes om Tidernes Sæder. Alt, hvad Horatz
talede, stemmede saa nøie overeens med Jndhol¬
det af hans Poetiske Konst, at jeg skulde have
anseet det for meer end en Drøm, dersom det ikke
