414
bør man dog giøre, saa længe man lever, og jeg
er saa ulykkelig, at jeg ikke, som andre skikke¬
lige Folk, kan lade mig nøie med et Navn af det,
som jeg ikke er, eller fortære en Pension uden at
giøre noget derfor. Just da jeg var i denne For¬
legenhed, med at vælge mig en nye Stand, fandt
jeg i den Franske Mercure en Samtale imellem
en Bonde og en lærd Mand, som var just i mine
Omstændigheder, og som i nogle Aar havde pla¬
get sig med Videnskaberne, i den Tanke, at de
kunde giøre noget til Menneskets Lyksalighed.
Bonden bragte ham paa andre Tanker; Det,
han sagde, var meget fornuftigt; Der fattedes
kuns at føre det i Stiil. En Taler paatog sig
det, og han var saa lykkelig, siger Forfatteren
af denne Fortællelse, at han ved sine Phraser ikke
ganske fordærvede Meningen af Originalen.
Dersom J søger, sagde Bonden, Lyksa¬
lighed, og den Viisdom, som er Kilden der¬
til, da synes mig, at J tager meget feil: De,
som giøre Bøger, og som læse dem, ere i mine
Tanker hverken visere eller lyksaligere end an¬
dre. J den Landsbye, hvor jeg boer, peed
vi slet intet af alt det, som J veed, og dog
leve vi ret vel. Vi giøre hinanden smaa Tie¬
nester, og ere undertiden ret fornøiede, især
naar vi have gjort noget Godt. Jeg forstaaer
mig ikke paa Ypperligheden af alle de Konster,
