119
oplyse af noget, som er os klart, som vi have før
tænkt eller erfaret.)
At vide, hvad andre have tænkt om en Sag,
sætter os i Stand til at legge selv noget dertil,
og bringe den til Fuldkommenhed: Undertiden
lader man sig nøie dermed, og gaaer ikke videre.
Saadant skeer ikke alene af Ladhed; men og,
fordi man er mindre streng mod andre end mod
sig selv. (Hvo, som tvivler herom, betænke
kuns, hvor ofte vi rose i en gammel Forfatter
og i et dødt Sprog Ting, som vi nu ville
skamme os ved at sige i vort eget.) Et Gemie,
som let fandt det Sande, dersom det tænkte selv,
antager ofte det Falske, eller bliver middelmaa¬
dig, fordi han tænker stedse efter andre. Lær¬
dom er, ligesom man bruger den; Undertiden
udvider den Forstanden, og undertiden indskræn¬
ker den den. (En slavisk Tilbeder af de Gamle
bliver med al sin Læsning middelmaadig. For
at bruge andres Tanker vel, maae man læse dem
med Critik, og tænke meget selv.)
Vi ere undertiden fornøiede med et Verk,
endskiønt det er slettere, end vi kunde giøre det
selv, naar vi toge os for at udarbeide den samme
Materie med Eftertanke. Det er nok, at saa¬
dan en Forfatter har sagt noget mere og noget
bedre, end det, som faldt os strax ind, det
første vi tænkte paa den Sag. (Det er Grunden
