431
blev først meget nysgierrig, for
Ende. 5
at vide, hvad der var i dette Fad, og hun over¬
talede omsider Manden til at aabne det; Der
sprang en Muus ud; og da Herren merkede, at
de havde overtraadt hans Befaling, satte han dem
til deres forrige Arbeide igien, og formanede dem,
at de herefter ikke skulde klage over deres første
Forældre. Jeg tilstaaer, denne Fabel er meget
artig; men mig synes, at den passer sig ikke saa
fuldkommen som den burde. Disse fattige Folks
Herre var jo et Menneske, lige saavel som de?
Det var ikke saa underligt, om de troede, at han
skiemtede med dem, eller indbildte sig, at han
ikke saa let skulde faae at vide, hvad de giorde.
Men at tænke, at ville skiule noget for den Alvi¬
dende, eller troe, at Gud ikke meente, hvad han
sagde, at han misundte dem en Lyksalighed, som
de kunde opnaae, ved at spise af den forbudne
Frugt, det var jo endnu langt enfoldigere, end
det, som disse fattige Folk giorde. Py. Ja
meget enfrldigt; men de klogeste Folk i Verden
begaae dog saa ofte lige saadanne Daarligheder,
at det er troeligt, at mange af dem ikke havde op¬
ført sig bedre. Ty. Det er vel ikke saa let at be¬
vise; og lad være, at der fandtes nogle saa besyn¬
derlige Exempler, maae der dog, synes mig, væ¬
re mange flere, som, uden just at være saa me¬
get kloge, let kunde afholde sig fra saa ringe en
