439
i det mindste ikke nok bruge de Kræfter, som Gud
har givet dem. Begge Fen, kiere Theages,
ere store; de komme af en Misbrug af Forstan¬
den, som er saa kiendelig, at de selv undre dem
derover, og ikke desmindre begaae de klogeste
Folk daglig saadanne Feil. Ja det, som mere
er, der skeer ikke en eneste modvillig Synd i Ver¬
den, uden at den jo kommer af denne Grund.
Enhver frivillig ond Handling flyder af en virke¬
lig Modsigelse. Fornuften og Samvittigheden
siger os, at den er skadelig og forbuden, og vi
vælge den dog, som noget Godt, d. e. som en
Lyksalighed, der misundes os af den, der forby¬
der det. Ty. Men, naar det var forbuden un¬
der saa høi en Straf; og Fornøielsen ikke større
end Smagen af et Æble? Py. Der ere dog
Frugter til, som smage meget vel, og hvoraf Sy¬
net alene er indtagende nok, for at friste os til at
smage dem, ikke alene, førend vi vide, om de
ere os tienlige, men og naar vi have erfaret selv,
at de ere skadelige. Overalt saa er denne Fri¬
stelse grundet paa en naturlig Fornøielse af tvende
Sandser, hvoraf een alene er nok til at forføre
Menneskene til at begaae mange Feil. Der ere
andre Tilbøieligheder, kiere Theages, som ikke
engang ere saa naturlige og undskyldelige som den¬
ne, og af hvilke Menneskene dog lade sig forlede
til saadanne Laster, om hvis Afskyelighed og
