441
Da, naar vi kunne fremvise mange Forfat¬
tere, som have arbeidet med den Jndsigt og i det
Øiemerke, som Oversætteren af Racines Digt
om Religionen, naar Lærde opstaae iblant os,
som troe, at de bør have deres Medborgeres
Nytte for Øine; Geistlige, som gaae Van¬
troen i Møde med andre Vaaben, end Myn¬
dighed og Magtsprog; og Poeter, som bruge
deres Gaver til Religionens Ære: da skal det
ikke mere være os vanskeligt at finde, hvori det.
Sande og Skiønne bestaaer; da skulle endog
ulærde Læsere kunne bemerke den Forskiel, som
der er imellem det Gamle og det Nye, det Ne¬
drige og det Ædle, det Matte og det Muntre,
den ægte og den uægte Smag. Det skal være
nok, at legge saadanne Verker ved Siden af dem,
som vore Konstdommere tilforn beundrede af For¬
domme, og Hoben af Taabelighed. Det skal
være nok, siger jeg, at giøre denne Sammenlig¬
ning, for at tilkiende det Gode Prisen, og for
at tilstaae, at man i det Danske Sprog baade
bør og kan giøre det samme som andre Folk.
Jeg vil ikke tale om Jndholdet af denne
Digt, eller rose Oversætterens Hensigter, ved at
bekiendtgiøre i Modersmaalet et Verk, hvormed
han kan opfylde Øiemerket af sit vigtige Kald,
og gavne sine Landsmænd langt mere, end ved
de fleste baade af vore lærde og af vore skiønne
