440
skiønne Videnskaber misbruges til at giøre Lasterne
behagelige. En Metaphysicus glemmer ofte,
at hans høie Siel endnu boer i et sandseligt Lege¬
me; Han sætter Pligterne mod Fædrenelandet
tilside, for at betragte muelige Verdener og nye
Sole=Kredse. Poeten falder til en anden Yder¬
lighed; han fordyber sig i det Sandselige, og
spilder ofte paa de ligegyldigste eller forfængeligste
Ting, paa Sange om Elskov og Viin, de gud¬
dommelige Gaver, som burde anvendes alene til
Sandhedens og Dydens Ære. Naar ville dog
Videnskabernes Elskere engang blive enige i at
erkiende den nøie Forbindelse imellem Philosophien
og Talekonsten, som er saa fornøden til at give
Sandhederne Styrke nok, for at virke paa det
hele Menneske? En Forbindelse, der er lige saa
naturlig, som den, der forener Sielen og Lege¬
met. De første Viise og Digtere kiendte den;
Horatz tilstaaer selv, at det var derved, at de ind¬
lagde dem saa udødeligt et Navn.
Fuit hæc lapientia qvondam
Publica privatis secernere sacra protanis,
Oppida moliri, leges incidere ligno.
Sic honor & Nomen divinis Vatibus atqve
Carminibus vent.
Dersom vore Danske Digtere gave os flere
saadanne Verker, skulde da patriotiske Lærde ikke
troe, at Ungdommen vandt mere ved at læse dem,
