451
Bøn er: Gud giv mig sin Naade og Venskab,
mildt Herskab, troe Tyende og timeligt Veirligt.
2. Lad Mands Bøn bliver ikke hørt. 3. Man
skal vel høre gode Raad, men selv bede Gud
og slutte.
111. Om Døden.
1. Vel død er vel levet. 2. Vi leve til
at døe, og døe for at leve. 3. Døden agter
Pallads og Hytte, Scepter og Spade, Fløiel
og Vadmel lige høit. 4 Døden er vis; men
Timen er uvis. 5. Døden er en Søvn; hvo,
som sover, er ei død. 6. Bedre ærlig at døe,
end skammelig at flye. 7. Man kan lige saa
snart døe hiemme paa Bænk=Halmen som i Kri¬
gen. 8. Tænk paa den Dag, som ingen kan
undgaae. 9. Enden er den sioste i Giernin¬
gen; men den maae være den første i Betragt¬
ningen.
18. Om Lykken.
1. Hvor Forsigtighed er, formaaer Lykken
lidet. 2. Alting har sit hvorfor? 3. God
Lykke skal man styre, den Onde skal man over¬
vinde. 4: Hvad den Dovne klager over Tiden
og Lykken, det klager Tiden og Lykken over ham.
5. Konst behøver Lykke, og Lykke behøver Konst;
men Konst bliver dog Konst, om end Lykke et
er med.
