487
ikke kan afgiøres, om der ikke i Dyrene lige saa
vel som i Mennesket er noget uforgiengeligt?
om Væsener, der ligne os i saa mange Ting
hvilket er Meningen af det foregaaende: at
hvad der hændes Mennesket, hændes og
Dyrene, ikke og ligne os deri, at alt ikke for¬
gaaer, eller som Prædikeren siger, deres Aand
farer ned under Jorden? Lad være, at vi
toge feil i denne Formodning, var der dog langt
mindre vovet derved end ved andre Forklaringer,
som saa let kunde misbruges til at omstøde de vig¬
tigste Sandheder, paa hvilke baade Religionen
og Sædelæren ere grundede. En Lærdom, som
giver det her lidende og uden sin egen Skyld og
Brøde i Forkrænkelighed sukkende Kreatur noget
Haab om en bedre Tilstand, er, i det mindste
efter alt hvad vi vide om Gud, ham langt
anstændigere, end en Philosophie, som snart er
stolt nok for at giøre Mennesket til Tyran og
Despot af hele Naturen, snart nedrig nok for at
troe, at den fuldkomneste af alle synlige Skab¬
ninger har intet høiere at haabe end Fæet.
Nu omstunder lader det, som om den sunde
Fornuft, endog i den Lærdom om Dyrene, er
nær ved at triumphere over de Fordomme, som
en fordærvet Philosophie først har bragt ind i Ver¬
den. De fleste nye Philosopher ansee Dyrene
for Kreature, der have de samme almindelige
