493
maae og være meget adskillige fra dem, som vi
forbinde med Ordene; og er der ikke Forskiel
nok imellem de Begreb, som adskillige Menne¬
sker giøre sig om en og den samme Ting, og den
Maade, paa hvilken de udtrykke den, for at
begribe, at der kan være endnu en langt større
imellem dem og Dyrene? Denne Forskiel kunde
gierne være saa stor, at om vi end vidste, hvad
for Ting Dyrene betegne med deres adskillige
Lyde, vidste vi derfor dog endnu ikke, hvad for
Begreb de giorde sig derom. Det er kuns af
den Lighed, som der er imellem vore egne og andres
Fornemmelser, at vi slutte os til de Begreb,
som de forbinde med Ordene, og dog er der end¬
og iblant Menneskene Forskiel nok for at antage
det som en Sandhed, at to Personer sielden ved
et og det samme Ord tænke fuldkommen et og
det samme. Vi maae derfor aldrig vente at kunne
forstaae Dyrenes Sprog; thi om de end have et,
kunne dog ingen uden Dyr af samme Art og For¬
nemmelse forstaae det; men just derfor maae vi
ikke heller nægte dem at have et Sprog, fordi vi
ikke kunne forstaae det. J de menneskelige Sprog
ere vel nogle Lyde grundede paa en naturlig
Drift eller Overeenstemmelse med de Ting, som
de udtrykke; men den største Deel ere dog vil¬
kaarlige, og indførte ved en frivillig Pagt og
Fordrag. Skulde Dyrene vel kunne have for¬
