494
enet sig om at give visse Ting saadanne Navne,
hvoraf de kunde forstaae hinanden? Dette bliver
endnu det allervanskeligste at bevise. Men om
vi et Øieblik satte det tilside, som Aabenba¬
ringen beretter os om Oprindelsen til det første
Sprog iblant Menneskene, skulde Fornuften jo
finde uopløselige Vanskeligheder i at forklare,
hvorledes Mennesket i den Tilstand, hvori det
nu fødes, først har faaet et Sprog. De to
Børn, som Kong Psammeticus lod indslutte,
for at forsøge, hvilket Sprog der var det ældste,
talede vel ikke andet Sprog end de vilde Menne¬
sker, som man siden har fundet i Skovene. Hvor¬
ledes have da de første Mennesker opfundet et
Sprog, hvorledes ere de imellem sig selv blevne
enige derom, førend de lærte deres Børn det?
Af Aabenbaringen alene kunne vi besvare dette
Spørgsmaal; og i Dyrenes Vilkaar maae der
endnu være meget mere skiult for vores Fornuft.
Jmidlertid bliver det, næst Kundskab om Gud
og os selv, en af de værdigste Beskieftigelser for
denne Fornuft, at samle de Erfaringer, som vi
kunde have om Dyrene; at sammenligne dem
med det, som vi bemerke i os selv, og ved Hielp
af fornuftige Grunde at søge at komme til nogen
nærmere Kundskab om disse Skabninger, som
staae i saa nær et Forvandtskab med os. Det
mangler ikke i vores Alder paa Undersøgninger i
