491
med den, have vi vel Aarsag til at spørge derom,
ligesom det endnu ikke var afgjort. Det er ikke,
fordi Sandheden jo er klar nok i sig selv; thi
den frækkeste Tvivler skulde, naar man uformo¬
dentlig gjorde ham dette Spørgsmaal, føle noget
hos sig, som bebreidede ham hans Tvivl; Man
maatte give ham nogen Tid, for at samle alle de
Vaaben, hvormed Sikkerhed, Vantroe og For¬
tvivlelse kunne udruste en fordærvet Siel, førend
han dristede sig til at nægte det. Vor hellige
Religions Lærdomme om Bønnen ere ikke alene
fuldkommen overeenstemmende med alt det, som
vi vide om Gud af Fornuften, men Christus har
end og fremsat denne Lærdom paa saadan en Maade,
at han i faa Ord har besvaret alt, hvad Fornuf¬
ten nogen Tid har havt at indvende derimod.
En Christens Bøn strider hverken mod Guds
Godhed, eller mod hans Alvidenhed; han beder
ikke, ligesom Gud ei vidste hvad han behøvede,
længe førend han bad, eller som om han ved mange
vidtløftige Ord kunde overtale Gud, saaledes
som man overtaler, et Menneske. Naar J
bede, siger Christus, skulle J ikke druge
mange overflødige Ord, ligesom Hednin¬
gene, der mene, at de blive bønhørte,
naar de bruge mange Ord; tyi Eders Fa¬
der veed, hvad J have behov, førend J
bede. En Christen beder ikke heller, som om
ift
