498
han tænkte derved at kunne forandre noget i Guds
Raadslutninger; thi han veed, at disse ikke alene
ere uforanderlige, men og for os selv langt tien¬
ligere, end alt, hvad vi kunne ønske eller begiere.
Han beder kuns, for at øve sig i denne Underka¬
stelse og Hengivenhed i Guds gode og uforander¬
lige Villie, som er Øiemerket af den korte og
nøisomme Bøn, som Frelseren selv har lært os,
og hvoraf Christus gav os saa stort et Exempel,
da han i den høieste Nød og inderligste Siele¬
angest underkastede sig sin evige Faders uforan¬
derlige Raadslutning, og bad med Vilkaar:
Fader, er det muengt, da tag denne Kalt
fra mig, dog skee ikke min, men din
Viute.
Uden saadan en Hengivenhed og Underka¬
stelse kan ingen fornuftig Skabning være lyksalig;
thi da Gud ikke, for at føie vore daarlige Ønsker,
kan forandre sine vise Raadslutninger, saa kunne
vi ikke heller være lyksalige, uden saa vidt vi med
Hengivenhed underkaste os disse. J denne Un¬
derkastelse øve vi os fornemmelig ved Bønnen,
og det er derfor en af dens vigtigste Hensigter.
Det er ikke for Guds Skyld, ikke for at høres
af ham, eller for at sige ham noget, som han
ikke veed, men for vor egen Skyld, at vi bede.
Gud er os vel altid lige nær, ligesom han i sig
selv er alvidende, god, almægtig og første Aar¬
