499
sag til alt det Gode, som vi nyde. Men vi
forestille os ikke altid, hvor nær han er os, og
vi tilskrive ham ikke nok det Gode, som han hvert
Øieblik giør os. Naar vi og undertiden tænke
derpaa, Forstanden og i Almindelighed bifalder
Sandheden, er dette bifald dog for koldt til at
opvække en Kierlighed, som kan indtage vort
ganske Hierte, vor ganske Siel, og vort ganske
Sind; J den nærværende Tilstand kunne vi ikke
heller til alle Tider føle disse Bevægelser i en lige¬
Grad. Det er derfor saa meget mere nødven¬
digt, at vi til visse Øieblikke opvække dem, at
vi samle vore Tanker fra andre Ting, og fore¬
stille os Gud saaledes, som han altid er, endog
naar vi ikke tænke derpaa, alvidende og allesteds
nærværende, hvilket efter vores Maade at fatte
paa, ikke kan skee bedre, end ved en Samtale.
Hoved=Hensigten af denne Samtale er, at
giøre os selv fuldkomnere og lyksalgere; Fuld¬
komnere, i det saa levende et Begreb af Guds
allerhøieste Nærværelse, bevæger os til at Un¬
dertrykke alle de Tanker og Bevægelser, som
Samvittigheden siger os at være uanstændige
for en Siel, der vil tale, omgaaes, og paa
det nøieste forenes med Gud; Lyksaligere,
naar vi derved lære at fortrøste os mere til det
Væsen, som opholder Verden, og som bestyrer
Udfaldet af alle menneskelige Anslag.
