500
Ethvert Øieblik, og enhver Tildragelse,
indtil den allerringeste i vort Liv, var vel i sig
selv stor og vigtig nok, for at finde deri Anled¬
ning til at opløfte saaledes vore Siele til Gud:
men de giøre ikke alle Jndtryk nok paa os, og
snart er vores Uvidenhed, snart Hiertets Fordær¬
velse Aarsag deri. Utallige af de Velgierninger,
som vi nyde ved hvert Aandedræt, røre os ikke,
fordi vi ikke kiende dem; andre, fordi vi ere
vante dertil, og fordi de ikke ere selsomme, og
usædvanlige nok til at samle vore adspredte Tan¬
ker, og til at bevæge vore følesløse Hierter.
Liv, Sundhed, og alle timelige Ting tabe i saa
uskiønsomme og utaknemmelige Kreatures Øine
deres Værdie, jo mere og jo oftere vi nyde dem.
Vi ansee dem enten som Hændelser, eller som
nødvendige Følger af en vis Orden i Naturen,
uden at ære og tilbede det Væsen, hvis Viisdom
har stiftet denne Orden, og uden hvis Villie in¬
gen Spurve falder til Jorden. Det er ikke nok,
at vi ei takke Gud for alle hans Velgierninger,
vi kiedes endog ved dem; Vores Utaknemmelig¬
hed berøver os Følelsen og Nydelsen deraf. En
langvarig Lyksalighed, som vi tilsidst ikke agte,
fordærver os kuns; den giør os sikkere, kielne,
feige, uduelige til alt Godt, og utaalmodige i
det mindste Onde, som møder os. Den yder¬
ligste Grad af Fordærvelse, og lige saa stor en
