501
Ulyksalighed, skulde være de sidsle bedrøvelige Føl¬
ger af saadan en Tilstand, dersom Forsynet ikke
undertiden opvatte os ved saadanne Hændelser,
som efter den Grad af Følesløshed og Søvnag¬
tighed, til hvilken vi ere forfaldne, vare merke¬
lige og overordentlige nok, for at bringe os til
alvorligere Eftertanke. Dersom det Gode alene
altid kunde have den Virkning, skulde Guds
Naade maaskee være stor nok, for ikke at bruge
andre Midler til at opvække os, end nye Vel¬
gierninger, og hans Kierlighed skulde være saa
utrettelig, at den holdt endog de største Gaver ikke
for at være spildte, naar de tiente til at forbedre
den groveste Synder. Men hvo, som kiender
Mennesket, kan troe, at dette var mueligt, end¬
og for Almagten selv? Saa stor er Hiertets For¬
dærvelse, og saa grændseløse ere dets Begierlig¬
heder, at vi baade snart glemme den allerstørste
Velgierning, og at vore Ønsker gaae videre end
til det Muelige. Lad Forsynet udøse alle de
Velsignelser over et Menneske, som Naturen har
i Eie; jo flere det faaer, og jo friere det kan nyde
dem, des hastigere skal det blive kied deraf.
Naar det Naturlige ikke meere fornøier, søger
Jndbildningen at skabe en nye Verden; og hvor
mange, ikke alene daarlige og skadelige, men
og umuelige Planer giør den sig da ikke; Planer,
som ikke alene vare Viisdommen uanstændige,
