502
men som og findes umuelige af Almagten selv.
Hvad er da tilbage? Af Kierlighed selv maae
Gud straffe. For at lære os at agte og bruge
det Gode, maae han berøve os det; Uden saa¬
danne Opvækkelser skulde vi ikke alene glemme Gud,
og troe os ved vore egne Kræfter sikkre nok; Vi
skulde ikke engang anvende disse Kræfter vel;
men deels ved Ladhed og Forsømmelse, deels ved
Gavernes Misbrug, forspilde selv vor Lyksa¬
lighed. Undertiden er Guds Langmodighed
stor nok, for ikke at lade os strax føle det Onde.
Han viser os kuns Mueligheden deraf; og naar
Frygten derfor alene er nok til at opnaae hans
kierlige Hensigter, lader han det ikke komme
videre.
Saadan en Frygt er ofte meget fornøden til
at befordre endog vor timelige Lyksalighed; baade
enkelte Personers og hele Nationers Erfaringer,
bevise det. Jntet Folk i Verden har bevaret
deres Virksomhed, Tapperhed, Nøisomhed og
andre borgerlige Dyder længer end det har havt
enten indvortes eller udvortes Farligheder at be¬
frygte: De beste Love kunne ikke bestaae uden
Sæder, og disse kunne ikke bevares, dersom der
ikke er noget i Tilstanden selv, som driver alle
Lemmer af Staten til en ivrig og nidkier Brug,
af alle deres Kræfter. Uden saadan en Nød¬
vendighed bliver intet bestandigt, intet kommer
