501
det. De opvække kuns svage og flygtige Rørel¬
ser, som forsvinde igien lige saa snart, som Faren
er over.
Nøden lærer vel Menneskene, endog de
ugudeligste, at bede, men Bønner, som ere
uden Forsæt af Forbedring, og saadanne Bøn¬
ner høres ikke. Dersom Religionen lærte andet,
havde Vantroen selv Aarsag til at foragte saa¬
danne Bønner. Gud vil og beslutter intet uden
Grunde; og ligesom han ikke straffer af Had,
saa ophæver han ikke heller Straffen, uden at
opnaae Straffens Hensigt, som er Menneskets
Forbedring. Og Ulyksalige vare vi, om Gud
hørte vore Bønner under andre Vilkaar. Vores
egen yderste Fordærvelse skulde da være en Frugt
af saadan en Skaansel og Bønhørelse. Det ved
Naaden og Straffens Eftergivelse uforbedrede
Menneske skulde tilsidst forfalde i en Fordærvelse,
hvori Almagten selv ikke meere kunde indskrænke
det Onde, uden ved en endelig Ødeleggelse.
Vore Bønner selv ere ofte et bedrøveligt
Beviis, hvor slet vi bede. De, som i en fore¬
staaende Fare af Frygt og Feighed mere end af
Andagt bede allerivrigst, ere ofte meest kolde og
langsomme til at takke Gud. Befrielsen selv
giør dem lige saa stolte og frække, som Frygten
gjorde dem nedrige og forsagte. Man seer baade
af deres Bønner og af deres Taksigelser, at de
