510
frygtede Menneskene mere end Gud, og hvor
raadvilde, modløse og forsagte de end vare i
Nøden selv, er den dog neppe gaaet over, førend
de ere frække nok, for at tilskrive sig selv deres
Frelse, og for at ansee det, om ikke for noget,
som de have gjort selv, saa dog som noget, de
have fortient; og naar Menneskene tænke saale¬
des, hvorledes skulle da Trudslernes Hensigter
opnaaes? hvorledes kunde Straffen undgaaes?
J det Jødiske Folkes Historie finde vi ofte
antegnet, at Folket bad i deres Nød til Herren,
og lige saa ofte, at Gud befriede dem deraf; men
hvor ofte læse vi, at de takkede ham, og at de
forbedrede sig? Nogle sagde endog, efter Pro¬
phetens Vidnesbyrd, i deres Hierte: Vi ere
befriede, paa det vi uforhindret kunne øve
alle disse Vederstyggeligheder. Med saa
uforandrede Hierter og saa ublue Tanker stode de
for Guds Ansigt selv i det Huus, som var
kaldet efter hans Navn. De bleve ved at
røve, slaae thiel, vedrive Hoer, og svære
falskeligen; saa aldeles ubekymrede om at opfylde
Straffens kierligste Hensigter, at de ikke alene
forsømte det, som de vare Gud, men og det,
som de vare dem selv skyldige. Midt i den største,
end og borgerlige Fordærvelse, var det ligesom
deres eneste Glæde, at de nu uforhindret kunde
udøve alle de Daarligheder og Laster, ved hvilke
