515
dog vore Laster mere end vore Lidelser, som giøre
os ulykkelige. Lad os betænke, kiere Landsmænd!
hvad det er, som vi selv meest frygte, naar Him¬
melen undertiden truer; er det ikke vore egne
Laster, en vis borgerlig Fordærvelse og herskende
Feil i Opdragelsen, Tænkemaaden og Sæderne,
som giøre os saa empfindtlige ved de mindste Stød,
og saa kolde og ligegyldige i Henseende til alt det,
som vores sande Velstand udkræver? Er det ikke,
naar vi tale oprigtig, vores egen Overdaadighed,
Forfængelighed, Lunkenhed, Vankundighed,
Uerfarenhed, og Mangel af Nidkierhed, som
forskrækker os? Vi leve i et Land, som har store
naturlige og borgerlige Fordele, og som vore
Fædre i de allervanskeligste Tilfælde have forsva¬
ret mod mægtige Fiender. Hvorfor frygte vi i
langt bedre Tider mere end de? Er det en blot
Menneskefrygt alene, da er det ikke den, hvor¬
med vi ære Gud. Lad os ydmyge og fornedre
os for ham og ikke for Menneskene! Lad os skielve
for vore Laster og ikke for vore Fiender! Mod
disse skulde vi være stærke nok, saasnart vi kuns
havde Mod til at overvinde hine. Af adskil¬
ligt, som tales og skrives iblant os, lader det,
som vi giorde det, der var tvertimod. Midt i
vore Lovsange selv røbe vi ofte en nedrig Menne¬
skefrygt, og en formastelig Tillid til Forsynet;
i det vi holde os selv uformuende til at giøre hvad
