20
at forstaae enten Mathematik eller Physik. Det
kan og være ham tilladt af det, som er skeet, at
slutte til det, som ikke kan erfares; Men han
maae altid vel adskille saadanne Formodninger
fra Beretningerne selv. Dette er endnu mere
fornødent i Historien end i Naturlæren. Om
en Naturkyndig undertiden udgiver sine egne
Jndbildninger og Gisninger for virklige Erfarin¬
ger, er Skaden ikke saa stor; Man har ikke nø¬
dig at troe ham paa hans Ord, man kan forsøge
det selv: I Historien derimod gaaer det ikke an;
Vi kunde ei sætte os i Forfatterens Sted, og
see hvad han har seet; vi kunde ei gaae tilbage
i Tiden, og opkalde de Døde. Undertiden be¬
roer Historien af en vigtig Tildragelse paa en eneste
Mands=Vidnesbyrd; og, om der end ere flere,
ved hvis Sammenligning Kiendere kunne udforske
Sandheden, blive dog mange andre bedragne;
og det allerværste er, at den historiske Trovær¬
dighed, paa hvilken saa mange Sandheder beroe,
lider ved saadanne Bedragerier. En Roman er
ikke alene uendelig nyttigere end saadan en Histo¬
rie, men jeg tør og sige, at den er sandere.
Naar en Romanskriver caracteriserer en Person vel,
lærer han os kiende nogle af de almindelige Træk
i den menneskelige Natur, som ikke alene ere ri¬
melige men og virkelige, skiønt maaskee ikke sam¬
lede i en Person. En Historieskriver derimod
