39
Disse Folk besøge mig ofte, og, naar vi ere sam¬
lede, har vi gierne en god Ven hos os, som
beskriver alt, hvad vi tage os for. Hans Tale¬
maader falde vel, som jeg allerede har sagt Eder,
undertiden lidt høitravende; men det kan, som
han siger, ikke være anderledes, fordi han lader
noget deraf trykke; og dersom han beskrev det
saa ligefrem, vilde ingen skikkelige Folk læse det;
og disse, siger han, trænge dog ofte meeer til Op¬
lysning end Bønder. Naar han skriver for
Folk af vor Stand, skriver han ganske anderledes.
Han har et Sprog til hver Stand, og taler lige¬
som han havde mange Tunger i een Mund. Snart
er han lystig, og snart ærbar. Undertiden snak¬
ker han saa høitravende, at jeg ikke forstaaer ham,
og til andre Tider taler han saa enfoldig, som
en Bonde. Han har udgivet en Norsk Bonde¬
Vise, som uden Tvivl er bekiendt i Eders Bye;
og han har i denne Vise skrevet noget foran til
Bønderne, ligesom andre, der giøre Bøger,
pleie at skrive noget for i disse Bøger til de
Store.
Mig synes, at jeg havde meget meere at for¬
tælle Eder endnu; men jeg skriver ikke læselig nok
selv, og den gode Ven, som skriver Brevet for
mig, begynder at blive utaalmodig. Han siger,
at det skikker sig ikke, at gjøre et Brev saa langt;
og jeg maae troe ham, som en studeret Mand.
