89
Rigdom af Ord og Beviser, disse mange Slags
Vendinger, dette Uventede og Forunderlige, den
Mangfoldighed, det Stavelsemaal, og den Ac¬
tion behøves, som Hr. Michaelis selv tilstaaer
at være det Vigtigste i Talekonsten, og det,
hvorved de Gamle fornemmelig have fortient den
Roes, som man tillegger dem. Derved er det,
at en Taler, et dog naar han har ikke meget op¬
lyste Tilhørere, finder Leilighed til at vise sin
Kundskab om den menneskelige Tænkemaade, om
Hiertets Bevægelser, og de adskillige Maader,
paa hvilke Sandhederne kunde foredrages. Den
levende Overbeviisning, de naturlige Rørelser,
som han derved frembringer, bevise mere hans
Konst, end de Oplystes kolde Roes, der gemeen¬
lig er bygt paa nogle antagne Regler, blant
hvilke ere mange Fordomme. Maaskee, naar
vi ret undersøgte Aarsagerne til den Forskiel, som
der er imellem den gamle og nye Veltalenhed,
skulde vi finde, at denne var en af de vigtigste,
at de Gamle vare Originaler, som fulgte Natu¬
ren, gave agt paa det menneskelige Hierte, og
søgte kuns dets bifald, da derimod de Nye søge
alt for meget at efterligne, ere Slaver af visse
Regler, og søge kuns at opvække Beundring hos
dem, som regieres af de samme Fordomme som
de. Jeg tilstaaer gierne, at paa den Tid, da
Talekonsten var meest dyrket hos de Gamle, fandt
