59
merker, af Mangel paa Anstalter og Belønnin¬
ger for Talekonsten? Deri havde visselig de
Gamle et stort Fortrin, og det bliver vel og det
eneste. Om Belønninger vil jeg ikke tale engang.
Penge alene, om man og holdt det værd under¬
tiden at anvende nogle derpaa, kunne ikke giøre
det. Ligesom det er ved et oplyst Publici bifald
alene, at Taleren ærer sin Helt, saa er det og
kuns ved denne Ære alene, at han paa en vær¬
dig Maade belønnes selv. Saadant et Publi¬
cum maatte dannes førft, førend man kan vente,
at Heltene og Talerne fremstille sig, og det var
endnu ikke nok; Konsten er ikke lært ligesaa snart
som Belønning tilbydes: Talerne maae og dan¬
nes; og dersom vi troe Cicero, var det ikke saa
let en Sag, endog der, hvor alting synes at
være indrettet derfor: hvor meget vanskeligere
maae det da være paa de Steder, hvor ikke alene
denne Anførsel mangler, men hvor den natur¬
lige gode Smag fordærves, endog ved Læremaa¬
den selv.
Jeg fortiente megen Bebreidelse af mine Læ¬
sere, dersom jeg sluttede denne Afhandling, uden
at tale et Ord om en Indretning, hvorved den
milde Regiering, under hvilken vi leve, har vil¬
let igien ophielpe en Videnskab, hvilken, naar
den bruges vel, kan giøre baade Religionen og
Staten saa megen Nytte. At denne Nytte ikke
