05
en stor Naade, at J ikke sige ham Capitalen op.
En Kiøbmand derimod har meget at bestille,
førend han fortiener disse 5 pr. Cento, som en
Rentier kommer saa let til; han maae søge sine
Skyldnere, i steden for at de skulde opvarte ham;
og, naar han har anvendt al sin Flid, er hans
Fordeel endda sielden saa stor, og fast aldrig saa
sikker, som deres, der leve af Renter. At jeg
ikke skal tale derom, at naar disse, som leve af
andres Arbeide, ere anseelige Folk i Staten, saa
foragter man Kiøbmanden, som fortiener hvad
de andre fortære. En god Kiøbmand, sagde
Adelsmanden, har dog vel til visse 5 pr. Cento,
her i Landet; hvorledes skulde ellers de leve,
som handle med andres Penge? og en Mand,
der forstaaer Handelen, og har bragt det saavidt
som J, maae paa et Sted, hvor der er saa liden
Concurrence som her, endnu have mere. Jeg
bliver endnu ved mit Ord; skal vi bytte Capital
mod Capital. Jeg transporterer Eder strax alle
mine Pante-Breve tillige med al den Ære og
Sikkerhed, som der er ved at være Rentier: be¬
tænke I Eder endnu? Hvor ere disse Capitalister
ikke blevne høflige, svarede Kiøbmanden, siden
Renterne begynde at falde. Dersom de engang
kom til 3 pr. Cento, skulde vi faae saa mange
adelige Kiøbmænd, at de toge Næringen reent
fra os. Men alvorlig, lagde han til, er det
