88
jeg vil
skuere, det fortæller han og ikke.
fortælle det.
De første Mennesker beundrede alt i Naturen,
fordi det var dem nyt og ubekiendt, men intet
mere end Jlden. Af Solens Egenskaber og
Jndflydelse paa Jorden sluttede de, at Jlden,
som det reneste og herligste af alle synlige Ting,
var Grunden til al Virksomhed og Bevægelse.
Den naturlige Varme i Legemet, som var Tegn
til Sundhed og Ungdom; Den Fyrighed i en
munter Siel, som opvarmer Legemet endnu mere
end stærke Sindbevægelser, bevægede dem til at
troe, at baade Liv og Tanke i Mennesket vare
Gnister af denne Jld, som brændte i Solen. De
betragtede Jlden som en velgiørende og oplivende
Kraft. Solens Brynde, hidsige Sygdomme,
Lynildet, og ildsprudende Bierge lærte dem og
at ansee den som et ødeleggende Væsen. Med
saa Ord, Jlden var efter deres Mening Kilden
baade til Ondt og Godt. De elskede, frygtede
og tilbade den.
Af denne Høiagtelse for Jlden fulgte na¬
turligviis den Tanke, at Mennesket formaaede
Alting, saasnart det blev Herre af dette Ele¬
ment. Alle de forunderlige Ting, som man
siden har udrettet ved de naturlige Tings Kræfter,
ere intet mod det, som disse Mennesker forventede
af den første Emst og Lue, som de selv kunde
