91
som hans Broder forgieves søgte at fremkalde af
Stene. Han gneed sine Træer saalænge, indtil
han virkelig fik Jld; en Jld, der ikke forsvandt
i Luften som Guisterne af Flinten, der opholdt
sig i Træet, fortærede det, og udbredte sig;
En Jld, som brændte og røgede. Jeg maae
ikke glemme nogen af disse Egenskaber, fordi en¬
hver af dem, hvor almindelig den er nu, var da
et nyt Underverk, der ikke før var seet paa Jorden.
Phur kunde ikke længe skiule Hemmeligheden, om
det og havde kostet hans Liv; og er det Under?
Nagr har en lærd Mand kunnet fortie en nye Me¬
ning, som han troede, at han selv havde opfun¬
det? Vel agtede han disse Forsøg endnu kuns for
lidt af det, som han ventede at finde, og dert
lignede han og vore nye Opfindere, som altid love
dem store Ting af deres Forsøg. Phur tænkte
paa intet mindre end at skabe nye Sole, giøre
Vinter til Sommer, og Nat til Dag, at antænde
en evig Jld, hvorved Jorden blev altid frugthar og
Menneskene udødelige; Men det, som satte meest
Mod i ham, var, at han ved denne Jld tillige
haabede at ødelegge alle sine Modstandere. Med
saa store Forventelser var det Phur umueligt at bie,
indtil han havde gjort flere Forsøg; han løb med
sin brændende Stikke til Solens Altere, for at
vise den til den hele Forsamling. Men hvad
skeede? Stikken slukkedes paa Veien; Thi Phur
