92
havde giemt den for vel; hvor klog han end var,
vidste han dog endnu ikke, at Jld brænder ei uden
Luft. Phur var fortvivlet; det hialp ikke, at
han fremviste den sorte og forbrændte Plet paa
Træet; Jngen uden han selv alene vidste, at det
var en Virkning af Jlden. Man vilde steene
ham som en Bedrager, han ansaae selv Jldens
Udslukkelse som en overnaturlig Hændelse og Virk¬
ning af Solens Vrede. Men Æren var dog
endnu stærkere end Frygt for Døden. Man til¬
bød, at lade ham løs paa de Vilkaar, at han
ikke mere vilde giøre Jld. Det hialp intet. Han
bad ikke om Livet, men kuns om Tilladelse at
giøre endnu et Forsøg, førend han døde. Saa
bestandige ere nogle Mennesker i deres Meninger,
og vare de det ikke, skulde vi maaskee endnu ikke
have forstaaet den Konst at giøre Jld. Alle hans
Bønner vare forgieves; Det forsamlede Folk var
den Gang lige saa nidkier mod Jldens Opfindere,
som det paa andre Steder har været mod dem,
der vilde udslukke Jlden. Til Uheld for den
arme Phur, var der endnu ingen Øvrighed i Ver¬
den, som kunde styre Pøbelen, og beskytte Kon¬
sterne. Phur blev dræbt, og paastod selv indtil
det Yderste at være Jldens Opfindere.
Efter saa ulykkeligt et Exempel skulde man
troe, at ingen saa hastig havde forsøgt at giøre
Jld. Men see vi ikke af den hele Historie, at
