112
egen, end alle de Dyder og Feil, i hvilke den synes
at overgaae andre. Aarsagerne dereil ere alt for
almindelige til at de skulde virke paa een Nation
alene. Det Selsomme og Overordentlige er let¬
tere at fatte end det Fuldkomne, og de giøre stærke¬
re Jndtryk end det Naturlige. Hvor megen Jnd¬
sigt udkræves der ikke for at dømme ret om Natu¬
rens eller Konstens Arbeider? og naar man og
besidder denne Jndsigt, ere Trækkene i disse Me¬
sterstykker alt for fiine til at giøre saa stærk Jnd¬
tryk paa os, som det, der viger fra Reglerne,
og støder baade Fornuften og Sandsen. J de
sande Konster beundre vi Naturen, af hvilken de
ere Efterlignelser; J det Overordentlige derimod,
som er et Verk af Phantasien, beundrer Menne¬
sket sig selv og sin skabende Geist. Konsten er,
saavel som Naturen, sig altid selv liig; Den
virker efter faa og uforanderlige Regler, som ere
grundede i Fuldkommenheds Lov. Phantasien
derimod er mere ubunden, fordi den søger ikke
det Beste, men kuns det Rare og Vanskelige;
den lader sig ikke indskrænke af Fuldkommenheds
Lov, og erkiender ingen Grændser uden det Umue¬
lige. Jo mere den nærmer sig til denne Grænd¬
se, jo mere den trodser Naturen, og jo frækkere
den er i sin Flugt, des mere kildrer den ofte det
forfængelige Menneske, som i dets Ufuldkom¬
menheder selv finder Materie til at nære dets Stolt¬
