110
En god æxlig Kone i mit Naboelav, som
havde lært at sye Fruennmmer=Klæder, kunde nep¬
pe leve, endskiønt hun arbeidede temmelig vel.
Men da hun ved en ulykkelig Hændelse blev nødt
til at lade begge Arme afskiære indtil Albuen,
blev denne Ulykke just hendes Lykke. Man holdt
hende mere beqvem til hendes Handverk end før,
Hun fik Arbeide nok, og Nationen gav Penge
for at see den Person, som fyede de smukke Man¬
teliner uden Hænder.
En Adelsmand, som viiste mig en Samling
af Skilderier, opholdt sig ved et af dem, som
han beundrede især. See der, sagde han, et
Stykke, som ikke kan betales. Jeg betragtede
det længe uden at kunde opdage nogle af de Skiøn¬
heder, som henrykte ham saa meget. J mine
Øine var det tvertimod det slefteste i den hele
Samling. Jeg spurgte ham, hvad det var for
en Skiønhed, som jeg ikke kunde see? Min Herre!
svarede han, Fortienesten af dette Stykke er ikke
i det selv, men i Maaden, paa hvilken det er for¬
arbeidet: Mahleren har gjort det altsammen med
sin Fod, og han holdt Penselen imellem sine Tæer.
Jeg har betalt det meget dyrt; thi Egenskaber,
som ere saa rare, fortiene Belønning.
Saa stor Lyst, som dette Folk har til det
Forunderlige, saa gavmild er det og imod dem,
som forskaffe det saa besynderlig en Art af Fornøiel¬
