140
mere end de talede; J en Forsamling af Menne¬
sker, hvis Smag var kræsen nok, for at udsøge
de skiønneste Steder af deres Forfattere, og lade
dem læse med en besynderlig Eftertryk, der maae
det sandelig ikke have været saa let at sige noget,
som kunde fornøie Selskabet, og hvorved man
kunde tilvende sig dets Opmerksomhed. Det stør¬
ste Genie skulde have betænkt sig vel, førend han
i saadant et Selskab faldt Læseren ind i Talen,
da det dummeste Jndfald derimod er nok i en anden
Forsamling, til at døve den beste Forelæser ved en
overgiven Latter. Hvor vittige Herrerne selv ha¬
ve været i Rom, det er vel i Almindelighed van¬
skeligt at bestemme. Saa meget veed man, at
det var i det mindste ingen Skam, at dyrke Vi¬
denskaberne. De berømteste Forfattere vare en¬
ten selv Folk af Stand eller de Stores Venner.
Videnskaberne frigiorde ofte, og forædlede end
og Slaver. Rige Folk anvendte vel der som
andensteds mere Tid paa Selskaber og Forlystel¬
ser end paa Videnskaberne; men i de Romerske
Giæstebuder kunde man og lære noget, og en riig
Mand maatte være meget dum, dersom han gik
af et Selskab i et andet, og hørte en skiøn Fore¬
læsning efter en anden, uden at blive klogere end
han var. Deres Lakeier maae endog have været
vittigere end mange nyemodige Herremænd, thi
de kunde dog vel ikke have læst saa mange skiønne
