152
dende Soelvogn i et Land, hvor ingen Hytter
findes. Jeg vil dog elske Lalage." Saa
vel talede denne Skiønne, saa vel sang hun. Og
hvorledes skulde den arme Mand ellers have holdt
det saa længe ud? Ubehageligheden af en formør¬
ket Himmel, og en brændende Soel, er dog alt
for stor til at glemme dem ganske i Selskab med
en eneste Person, som ikke veed andet at forslaae
Tiden, end at spille Kort.
Vil man endelig spille, og ikke giøre andet
end spille, da burde man dog i det mindste have
saa megen Levemaade, at ikke beskiemme og
vanære den eneste selskabelige Forlystelse, som vi
kiende, ved at giøre den til den nedrigste Vin¬
ding, til et Verk af Gierrighed, den foragte¬
ligste af alle Tilbøieligheder, til et Haandverk
for Spidsbuber og Bedragere, som forfører
Ungdommen, og ødelegger Familier. Det er
ikke om Hazard=Spil, ikke om Kroer og Verts¬
huse alene jeg taler, men om de høie Spil, som
de Riges Stolthed eller Gierrighed indføre i an¬
dre Selskaber, og som de mægtige Modelove,
understøttede af en falsk Ære, nøde andre til
at underkaste sig, endskiønt de hverken have Lyst
eller Formue dertil. Man skammer sig ved en
ærlig Handel, og holder det dog for en Ære at¬
giøre sit eget Huus til en Børs for den nedrigste
af al Handel. En Kiøbmand, som paa en lov¬
