159
er stærk nok af sig selv, til at finde Sandheden,
og til at øve Dyden. En Sceptiker nægter Men¬
nesket ganske al Formue dertil, og alle de andre
Secter, den Platoniske undtagen, tillegger Men¬
nesket for meget. En Aristoteliker taler, som
om han ved sin Fornuftlære kunde befrie os fra al
Tvivl, og giøre Fornuften sikker mod alle Vild¬
farelser. En Epikureer troer, at der er intet
mere vanskeligt i Dydens Øvelse, fordi han ind¬
bilder sig at kunne bevise alle Pligterne af Vellyst
og Egennytte. En Stolker indseer vel Utilstræk¬
keligheden af disse Beviis; han erkiender Dydens
Høihed; men han vil ikke troe, at Mennesket er
svagt nok, for at behøve andre bevægende Grun¬
de til at øve Dyden end dens Nødvendighed.
Fornuften, synes mig, siger os det, at der fattes
noget i alle disse Systemer; men hvad er det? Vi
kunne prøve vore Begreb og Fornuft=Slutninger
efter visse Regler, det er sandt; men kunne vi og
give os selv disse Begreb, og sætte dem i al den
Klarhed som vi vilde? eller beroer det meget mere
paa de Omstændigheder, i hvilke vi sættes, og paa
tusinde smaa sammenløbende Aarsager, som ikke
ere i vores Magt, hvis Grunde vi ikke kiende,
og som vi derfor kalde Lykke og Hændelser, end¬
skiønt der er alt for stor Viisdom og Orden i det
Heele, for at troe, at disse Ting ikke lige saa vel
som alle andre bestyres af et viist og Alting ophol¬
