150
dende Væsen. Naar vi undersøge Brugen og
Fremgangen af den menneskelige Forstand, ved
hvor besynderlige Anledninger Sandhederne opfin¬
des, og hvorledes de udbredes i Verden, er der
paa Menneskets Side alt for megen Lykke deri,
for at indbilde os, at det er vor egen Forstand,
som giør alt dette; og der er tillige for megen
Viisdom deri for at troe, at det kommer alt af
en Hændelse. Uden at antage et Væsen, som er
mere end Materiens første Bevæger, og som,
uden at være bundet af en blind Skiebne, vaager
over enhver oprigtig forskende Siel, og giver ham
den Anledning og Hielp, som han behøver til at
finde Sandheden; uden at antage saadant et Væ¬
sen, maatte vi med al vor Forstand og alle vore
Videnskaber frygte for at forfalde til lige saa store
Vildfarelser, som andre, der have havt lige¬
saa megen Forstand, og lige saa god en For¬
nuftlære.
Beroer Fornuftens Brug saa lidt paa os selv,
da maae Dyden fandelig ikke være meere i vores
Magt. Vi kunne ikke giøre det Gode, uden at
kiende det; men naar vi ogsaa kiende det, er det
endnu ikke nok til at giøre det. En Philosophie,
der, som den Aristoteliske, giør Kundskaben og
Betragtningen til det høieste Gode, er Mennesket
uanstændig, og den er lige saa falsk, som lærer,
at der ikke udkræves mere til at giøre det Gode,
