151
end at kiende det. Saa umueligt som det er at
bevise alle Pligter af Egennytte, saa umueligt er
det og at bøie Passionerne og at bevæge Villien
ved kolde Forestillinger af en Slags Overeenstem¬
melse eller Nødvendighed. Det er ikke nok, at
Forstanden kiender og agter Dyden; den hele
Siel maae indtages af den og elske den; Men
hvorledes skal denne Kierlighed opvækkes? Den
kan vel begynde fra os selv, men den kan ikke blive
staaende eller ende der. Naar vi skulle øve store
Dyder, tiene det hele Selskab, af hvilket vi ere
Lemmer, og gavne det Almindelige, til hvis Nytte
vi ere fødte, da maae Egenkierligheden regieres
af en høiere Drift. Vi maae være forelskede i
noget, som er høiere end det, som vi kalde vort
eget, for hvis Skyld vi kunne opofre noget af dette,
eller i hvis Nydelse vi kunne vente at finde igien
et større Gode, end det, som vi opofre. Men
hvor er der at finde i Naturen saadant et Maal
for vores Kierlighed? saadant et høieste Gode,
til hvilket Sielen kan opsvinge sig, og i hvis Ny¬
delse og Beskuelse den kan agte det ringe, som
den taber selv ved at gavne det Hele?: Er det den
Fornøielse, som Sielen finder i fine egne Begre¬
ders Overeenstemmelse, og i Sandhedens
nøgne Betragtning? Dette er i det høieste kuns
en Fornøielse for de meget tænkende Siele, og
disse ere ikke altid virksomme nok; de elske ofte i
