158
Sandheden kuns dem selv. Er det Pligternes
Nødvendighed, er det Skiebnens haarde Lov?
O den afskrækker kuns, den giør endog de lette
Pligter tunge, og den mindste Jndskrænkning
af Friheden utaalelig? Er det Fuldtommenhe¬
den af det Hele, og dets Skiønheder, som ind¬
tage Sielen? Maaskee; men hvorledes finde vi
disse? Kiender vor Siel nok af det Hele, for at
forelske sig i dets Orden? Er det denne synlige
Verden, denne for os ubegribelige Samling af
Luft, Vand, Skov, Urter og Dyr? Er det den,
som er Maalet af vor Kierlighed, hvor skal den
da begynde eller ende, paa hvilken Ting skal den
især fæste sig? Enhver Deel for sig betragtet er
forgiengelig, den forsvinder i det den vil nyde
det. Vi finde den ved nøiere Betragtning lige
saa fuld af sandsynlige Mangler, som vor egen
Skiebne ikke elskværdig, uden i Betragtning af
det Hele, af den uforanderlige Orden, som Ting,
der i sig selv ere ufuldkomne og forgiengelige, iagt¬
tage i deres Afvexlinger. Saavidt dette Hele
og dets Orden er en blot Tanke i os, en Egen¬
skab, som vor Fornuft har uddraget af Tingene,
og snart ikke findes i nogen Person eller Væsen
især, saavidt kan den lige saa lidt være Maalet
for vores Kierlighed, og en bevægende Grund til
Dyden, som den Fuldkommenhed, vi finde i en
rigtig Tanke, og i et mathematisk Beviis? Det
