100
der findes elskværdigt hos sig selv og hos sine Lige,
alt hvad der er skiønt og beundringsværdigt i Na¬
turen eller Konsten, samler sig i Begrebet af dette
Væsen, og igiennemtrænger Sielen med saa man¬
ge Straaler af Guddommen, at ingen Kierlighed,
ingen Bevægelse i Sindet kan lignes ved den Hen¬
rykkelse, som de Gamle betegnede med et Ord,
som betydede et Værelse og Jboelse af Guddom¬
men, og blev brugt til at betegne den brændende
Jver, hvormed store Helte, Lærere og andre
Velgiørere af det menneskelige Kiøn opfylde Plig¬
terne. Dette Ord blev siden misbrugt og tilsidst
foragtet. Nogle Sværmeres Raserier gave først
Anledning dertil, og en tør Philosophie, som
satte sit høieste Gode i Betragtningen alene, fandt
det fordeelagtigt at giøre Navnet latterligt, for
des lettere at udrydde Tingen selv.
Et Begreb om et høieste Gode, som bestod
i en Forelskelse i Guddommen, var Grunden
til det Platoniske System; den skikkede sig saa
lidt til den Bygning, som Aristoteles opreiste paa
Ruinerne af den Socratiske og Platoniske Lære,
at baade de Peripgtetiske Philosopher og deres En¬
terfølgere arbeidede alt hvad de kunde paa at ud¬
rydde ikke alene Navnet, men og Tingen. Ord
uden Begreb, daarlige Spørgsmaale, unyttige
Tretter, og en forfængelig Videnskab uden Aand,
og Kraft, skiulte længe Kundskabens sande Nytt,
