161
og Hensigt for Menneskene; man betragtede den
ædleste af alle Bevægelser som en Svaghed i Sielen
og en Fiende af Fornuften; og i det man ødede
Forstandens herlige Gaver paa lutter Giller og
Spidsfindigheder, troede man, at der var intet
saa farligt for Mennesket, som at overgive sig til
de Følelser, hvilke Dydens og Guddommens
Betragtning opvakte i Mennesket.
Den Socratiske Philosophie opløftede Men¬
nesket saa høit, som Fornuften kan svinge sig ved
sine egne Kræfter, men den forlod det i en beske¬
den Beundring af de guddommelige Ting, i en
dyb Følelse af sin egen Uformuenhed, og i en
brændende Attraae efter et høiere Lys og en nær¬
mere Forening med Gud. Ved Christi Aaben¬
barelse brast Forhænget; Det Skiul, som hid¬
indtil havde bedækket Sielen, faldt, og Reli¬
gionen førte den ind i det Allerhelligste til Gud¬
dommens nærmere Beskuelse. Ordet, dette
Almagtens Bliv, denne skabende og ordnende
Viisdom, i hvis Beskrivelse man mener at finde
nogen Lighed imellem de Evangeliske og Platoniske
Udtryk, blev Kiød, det boede iblant os, og vi
saae dets Herlighed, som en Eenbaarnes af Fa¬
sderen, fuld af Naade og Sandhed. Jngen
philosophie var i Grunden mere Christendom¬
mens Ven, end den Platoniske, en Philoso¬
hie, som var bygt paa Beskedenhed og Kier¬
