165
ikke vred andet end nogle gamle Gloser, Navne
eller Aarstal, beklager Videnskabernes Skiebne,
fordi Taleren og Poeten fornøier og opbygger
Menneskene i nogle af de Timer, som den Lærde
selv spilder paa frugtesløse Undersøgninger, skulde
man ikke da troe, at Forstand, Vittighed og
Smag var det eneste, hvoraf Menneskene kunde
giøre for meget, og at en magelig og vellystig
Betient, en Døgenigt, en Spiller, en Mode¬
nar, en Fraadser og en Pedant, vare ikke saa
skadelige Lemmer af Selskabet, som de, der
gjorde for meget af skiønne Tanker og zuirlige
Taler?
Om man i en vis Betragtning kunde giøre
for meget af disse Ting, om nogle virkelig giorde
for meget deraf, og om saadan en Smag var saa
nær ved at indtage os, som den sandelig er langt
derfra, var det da ikke en Lykke, om saa mange
Mennesker, som dog have foresat sig at spilde
Tiden, anvendte den paa noget, som i det mindste
ikke var saa daarligt, saa bekosteligt og saa for¬
dærveligt baade for dem selv og for Staten, som
det, hvilket de nu foretage dem. Lad være, at
saadanne Sinds forlystelser ikke altid vare saa vigtige?
sig selv, skulde de dog maaskee have den Nytte,
sat afvende Menneskene fra den sandselige, grove?
og ødeleggende Tidsfordriv, hvorved de blive
saa uskikkede til at øve alle borgerlige Dyder, af
