106
hvilke jeg gierne tilstaaer at den mindste er mere
værd end den skiønneste Tanke og det prægtigste
Udtryk.
Saaledes skulde uden Tvivl Lycurg selv have
tænkt, om han i ligesaa fordærvet en Alder,
som vores, havde foretaget sig at giøre noget af
det, som han giorde i Lacedæmon. Hvor
meget han end i sit Hierte agtede en god Huus¬
fader, Krigsmand, Bonde eller Borger høiere
end den største Taler eller Poet, skulde han
dog have anseet disse for langt værdigere Lem¬
mer af Selskabet, end lærde Haarkløvere, som
forvildede Menneskene og fordærvede den sunde
Fornuft; end nogle forfængelige og uduelige
Borgere, som ikke havde andet at bryste sig af,
end deres Titler, deres Rigdomme, deres Pragt
og Beqvemmeligheder. Og naar han ikke strax
kunde have omskabt alle disse Folk til nøisomme,
tapre, duelige og vindskibelige Borgere, hvil¬
ket vel ikke var mueligt, skulde han have troet,
at der dog var vundet noget, om han kunde over¬
tale dem til at forlade deres Dyriske Selskaber
for at høre en skiøn Digt, som blev siunget til
Orphei Lire.
De Græske Stater, som vare bygte paa
Lighed og Tarvelighed, taalede ikke alene disse
Sindets Fornøielser; Deres Lovgivere og Phi¬
losopher holdte dem endog nødvendige. Regie¬
