108
Om en sand Philosoph, en Sædelærer, som
var vant til at beskieftige sig med lutter store og
vigtige Sandheder, om en patriotisk Borger,
som agtede ikke andre Handlinger, end saadanne,
hvori der var ligesaa stor en Nytte, tænkte un¬
dertiden saaledes, maatte man taale det, og an¬
see det for en overdreven Jver. Men naar an¬
dre, som enten forøde deres Midler i en yppig
Levemaade, eller spilde Tiden paa frugtesløse
Foretagender, som ikke fornøie engang, klage
over en Fordærpelse, hvortil de skiønne Viden¬
skaber skulde være Aarsag, da er det troeligt,
at det er hverken for Lærdommen eller Sæderne
at de tale; De befrygte maaskee, at dersom denne
Overdaadighed i Genie, denne Pragt i Tanker
og Udtryk, nogen Tid kom i Moden, skulde hver¬
ken deres Titler, eller deres skiønne Vogne, el¬
ler deres Giestebuder, eller deres Snyltegieste
gielde nok i Verden, for at skaffe dem den An¬
seelse, som det falder dem selv alt for møisom¬
meligt at fortiene.
Jngen har nyelig talet Videnskabernes
Sag bedre end Hr. Saurin i hans Jndtrædelses¬
Tale til det Franske Academie, hvoraf jeg vil an¬
føre et Stykke: Det er ikke Videnskaberne,
siger han, det er Overdaadigheden, som for¬
dærver Sæderne og ødelegger Rigerne. Mu¬
serne, det er vel sandt, have en Epoke tilfælles
