109
med, Overdaadigheden; Staternes Magt og
Sikkerhed er Aarsag til dem begge. Men det
er saa langt fra, at Videnskaberne befordre
Fordærvelsen, at de tvertimod modstaae den af
alle Kræfter, indtil Sæderne, fordærvede ved
Overdaadigheden, fordærve Videnskaberne selv,
hvis Fald da ikke er langt borte.
Naar er det vel, at Videnskaberne blom¬
stre? Det er da, naar deres Dyrkere forestille
sig Æren, som den ædleste Belønning for de¬
res Arbeider? Men hvem uddeler denne Ære,
er det ikke Publicum? Dette Publicum kroner
ikke en Skribent, med mindre han taler Dy¬
dens Sag, og beskytter de fattige og foragtede
Fortienester imod de Rige, som forhaane dem,
og de Mægtige, som undertrykke dem. Pu¬
blicum, endskiønt det snart i en større, snart i
en mindre Grad er selv befængt af Fordærvelsen,
finder det dog fordeelagtigt, at man prædiker
mod den, fordi Fordærvelsen, i det den befor¬
drer nogle faa Menneskers Egennytte, skader
altid det Almindelige. En Skribent derfor,
om vil behage Publicum, maae tale Dydens
Sprog. Lad os kuns gaae hen paa de Ste¬
der, hvor det forsamlede Publicum uddeler sine
Stemmer; hvad er det, som der finder meest
bifald; er det ikke saadanne Træk, som giøre
Menneskeligheden Ære?" (Forfatteren taler
