172
Magt og Vedvarenhed. Videnskaberne have
tvertimod ofte hemmet dette Onde. Det Ro¬
merske Rige var aldrig lykkeligere end under de
Keisere, som vare Philosopher. Og, naar
man undtager nogle barbariske Erobrere, skal
man i Historien ikke finde nogen stor Konge,
Anfører eller Minister, som jo har elsket og ve¬
skyttet Videnskiberne. De, som giøre store
ing, ville have store Mænd, som kunne ære
dem. Den Konge, der, som August, har
foreviget sit Navn i Historien af den Alder, som
er bleven kaldet efter ham, som stor i Medgang
og i Modgang endnu større, bestemte baade
Videnskabernes og Monarkiets Skiebne, Lud¬
vig den Fjortende, rakte fra Høiden af sin Ære
Muserne en velgiørende Haand: Han satte Eder
under Skyggen af sin Trone: Han troede, at
ingen uden Monarken selv alene var en værdig
Beskytter af et Selskab, hvori de største iblant
hans Undersaatter og de ærværdigste Personer,
af alle Stænder giorde dem en Ære af at
ikke agte andre Fortrin end dem, som Viden¬
skaber og Fortienester kunne give Menneskene.
Efter denne for Eder saa lykkelige Tids¬
punct har Apols hellige Træe, efterat være voxet
maaskee til en større Høide end i Grækenland
selv, udbredet sin Skygge over en Forsamling
af store Mænd, som saae Ludvig midt iblant
