179
maatte da stedse, saa længe vi leve, skye Kund¬
kaben, af Frygt for de Mangler, som aldrig
ganske kunde adskilles fra den. Forfatteren af
Emile synes ikke at have havt denne Sandhed nok
for Øine i alle de Erfaringer og Undersøgninger,
som han anstiller, for at opdage de fine og ufor¬
merkte Maader, paa hvilke Vildfarelserne ind¬
snige sig i Mennesket ved Underviisningen selv,
og for at vise, hvor lidt et Barn ofte begriber
af det, som man troer at det forstaaer allerbest.
Dersom han havde fortsat disse Betragtninger
igjennem al Menneskets Aldre, skulde Slutnin¬
gen være bleven den samme; To Mennesker tænke
aldrig fuldkommen lige om en og den samme Ting;
Den viseste af dem udtømmer aldrig nogen Tings
Begreb. Der bliver altid store Mangler og me¬
gen Utydelighed i den største Kundskab, og endnu
flere maae der være i de første Begreb, som vi
giøre os om Tingene; Saadanne Mangler ind¬
snige sig ikke alene ved Underviisningen, men og
ved Sandserne, ved de Jndtryk, som Tingene
giøre paa os, og ved Sielens egne allerfrieste
Virkninger. Dersom denne Ufuldkommenhed i
den menneskelige Forstand skulde afskrække os fra
at bruge den, bleve vi aldrig gamle nok for at
lære noget; vi maatte ikke alene forbyde Under¬
viisningen, men og Fornuftens Brug; det var
ikke nok at ei dyrke Forstanden, man maatte og
